mandag den 24. januar 2011

dagens foto

Her er lidt foto fra i dag - ikke så gode - men man kan dog se de lever endnu.

Gaia-mor med sine hvalpe


Men hov - hvad er det - forkert mor - Pernille får også lov nogen gange at hygge med hvalpene.:)


Sidste nyt

Først og fremmest og mest vigtigt for mig: Der er igen gennem den sidste uge blevet fred i hjemmet. Gaia var en løvemor og det har givet lidt problemer, da hun ikke ville tillade andre hunde i huset at gå gennem stuen - hvilket er nødvendigt for at komme ud. :) Så det har været lidt besværligt - hunde der skulle lukkes ind før de andre kunne passere etc. En anden gang må jeg indrette mig lidt anderledes. Men nu kan alle 6 hunde igen være sammen i fred og ro - og det er godt nok dejligt. Pernille kan ind imellem være lidt for voldsom mod de små - det er kun  i leg, men man skal lige holde øje med hende.

Hvalpene får nu 4 måltider om dagen - er begyndt på opblødt tørfoder + barfmad og andet. De spiser meget lidt - foretrækker modermælken stadig, men spiser dog lidt til alle måltider. De er tykke og runde og trivelige og vægten i torsdags var stadig god og fin og på den store side. De fik også deres anden ormebehandling sammen med mamma i torsdags.

De har fået et par kvadratmeter af stuen indhegnet og i forlængelse heraf hele køkkenet. De er også begyndt at være lidt ude hver dag. Og ja, musejagten er allerede startet - i så ung en alder. :) De er nu svære at fotografere - og skønt jeg har taget en million foto er der ingen der er blevet gode - de løber rundt hele tiden og lyset er også meget dårlig på denne årstid og haven ser ganske forfærdelig ud efter sneens hærgen - her er et enkelt af Lillepigen taget i går.



Der er stadig sne tibage i haven trods tø i et stykke tid.


Lille hund -. stort bjerg


Taget for nogle dage siden - hvalpe optaget af at gnave kødben - rå kyllingehals - stor succes.


lørdag den 15. januar 2011

mad

I går var så anden "spise-dag". Hvalpene fik lidt A38 til morgenmad og til aftensmad fandt jeg endelig noget virkelig guf - de fik lidt råt hakket magert oksekød - og det ku de li - de suttede det i sig - de kan stadig ikke rigtig finde ud af, at der er forskel på at spise og sutte.:) Her til morgen fik de mere af det gode oksekød og denne gang spiste de selv af en lille kagetallerken - og der kom mere ned, end de plejer at få ned - de er ved at begynde at interessere sig for at spise. :) Modermælken er stadig den primære ernæring, selvfølgelig. Så de får stadig kun to måltider om dagen - men i løbet af en uge fra de starter med maden skal de op på 4 små måltider daglig.

De bliver bare mere og mere lækre for hver dag der går - pigen brillerer igen ved at være en værre lille en - hun står og gør og gør af mine store hunde - når de vel og mærke befinder sig sikkert på hver sin side af hegnet. :) Når Gaia er ude har jeg helt fra starten ladet dem være lidt sammen med de store og Emma ville frygtelig gerne adoptere dem, mens Pernille gerne vil lege med dem. Emma er jeg 100% tryg ved - men Pernille får kun lov at være sammen med hvalpene under totalt opsyn - jeg er lidt nervøs for, at hun pludselig vil tro, det er små mosegrise eller muldvarpe - og jeg har set hvad hun gør ved dem.:)

Det går fremad med renligheden - jeg har lagt aviser i halvdelen af hvalpekassen og de foretrækker nu at gøre fra sig på aviserne. Når de er ude af hvalpegården gør de det imidlertid hvorsom helst - så er verden for stor og uoverskuelig til, at de kan koncntrere sig om at finde en avis.

Det var dagens nyt - der kommer snart foto.:)

fredag den 14. januar 2011

4 uger i dag - torsdag d. 13/1

Nu er de ved at være store - de små. Vægten er 2280 for  dreng 2, 2230 for dreng 1 og 1860 for pigen. Endnu har de ikke fået andet end modermælk, men det er jeg i dag begyndt at forsøge at lave om på.

Dog uden det store held. I morges forsøgte jeg at give dem lidt rå æggeblomme - de vadede oven i det og satte æggespor i hele huset, men der kom ikke meget ned i maverne. Jeg dyppede fingeren i ægget og så suttede de lidt i sig - ja ja - en start. Til aften fik de serveret kogt sild - de fik alle smagt på det og var interesseret - dog kun lige for at smage - man kan vist ikke ligefrem sige, de spiste det. Pigen skar ansigter, som om det bare var det værste, hun havde prøvet. Jeg tror de hver fik en halv teskefuld i alt. Men nu stinker de da i al fald alle af fisk og hvalpekassen med.

Hvalpene bor stadig i hvalpekassen, men kommer ud flere gange dagligt. Så løber de rundt i hele huset - det er en fornøjelse at se på. I weekenden skal vi imidlertid flytte rundt, så de får mere plads at tumle sig på hele tiden.

fredag den 7. januar 2011

Emmas vægt 3 uger

Jeg checkede lige Emmas vægt på sin 3-ugers dag. Og sandelig - den var også præcis 1500 g. Det var pudsigt. :)

torsdag den 6. januar 2011

3 uger i dag - vægt tilføjet

I dag blir hvalpene tre uger og jeg tog en video fra hvalpekassen i tirsdags. Gaia er efterhånden blevet lidt mindre hys med de to andre hunde - hendes mor Emma og halvsøster Pernille. Jeg har delt stuen i to og hun vil stadig ikke have Emma og Pernille ind i sin halvdel, men hun hygger sig med selv at gå ind i den anden halvdel og kan også sagtens være i køkkenet nu med hundefamilien uden at hun bliver sur på de andre hunde. Og hun kommer selv og vil med ud at gå tur med os alle, og når vi er ude er hun helt normal. :) Så hun bliver sikkert normal igen engang.

Nå - hvad skete der nu - videoen kom åbenbart ind i et andet indlæg - indimellem ved jeg ikke helt om det er mig eller min computer der er alfaen her i huset.:)))

Tre-ugers vægten er 1750 for begge to drenge (mærkeligt de vejer præcis det samme hver gang) og 1500 for pigen. Det er meget fint. De tre største fra mine tidligere kuld var Nicko som vejede 1500, Luna som vejede 1520 og Pernille som vejede 1900.  Den mindste var Gaia selv som vejede 998 og den næst mindste var Magnus som  vejede 1110. NB Vægten kan kun bruges til at se om det ser fornuftigt ud - vægten kan afhænge at tid på dagen, hvornår de sidst har tisset og spist etc. I den vægtklasse skal der ikke meget til før vægten stiger eller mindskes et par hundrede gram.

buhund hvalpe - 2 uger

onsdag den 5. januar 2011

23. dec. - 27. dec

Hvalpene vokser sig store.


23-12 Hvem misbruger hvem som hovedpude?

23-12 De er der alle tre


27-12

27-12


Snekuldet

Mens Gaia ligger i nærheden af brændeovnen og udfører yngelpleje breder sneen og kulden sig udenfor.

Marken udenfor vores hus

Pernille poserer på isbjergene i vores have - hegnet er forlængst dækket med flere meter sne og nogle steder ligger sneen op til taget så Pernille synes bare det er vildt sjovt at løbe rundt på taget af vores hus - sådan bliver en lille buhund stor - jeg synes ikke det er særligt sjovt. Det er heller ikke så sjovt at hundene bare kan gå direkte ud i den store verden.



Emma og Pernille

Og så lige lidt mere sne......




Flere foto

Gaia viste sig at være en sand løvemor - ingen af mine andre hunde må komme i stuen, hvor hvalpekassen er placeret. Foto i dette indlæg er alle fra  d.17-20 december.



Og så er mælkebaren åben igen så de små tykke hvalpetutter kan blive endnu tykkere.:)))


Jeg kan ikke huske, at Emma i sin tid lavede sin hule om til et sandt bjerglandskab vha tæpperne - men man husker vel ikke alting - gad vidst om mange hundemødre sådan graver reder til sine små hundebørn.



Men Pernille (tv) og Emma (th) fatter ikke, hvorfor de lige pludselig skal være i fængsel i soveværelset det meste af tiden.


Det mest fantastiske ved at ha hvalpe er at se den ro og harmoni mellem mor og hvalpe og opleve moderkærlighed for fuld udblæsning - det er totalt afstressende at sidde ved en hvalpeseng.


20-12 Maden serveres stadig på hvalpesengen - noget af den spildes imidlertid ved en senere lejlighed - jeg lægger rent på, men opdager ikke at pigehvalpen har ligget i snasket. Først senere opdager jeg skaden - og da er det forsent - hele ryggen er helt fyldt af indtørret mad. Noget af pelsen må barberes væk for at få snasket væk uden alt for store smerter - resten klares ved et bad og børstning over flere dage.



20-12 Jeg har måttet improvisere lidt og har lavet en midlertidig spærring mellem køkken og stue vha foderkasser. Når jeg ikke er hjemme må Emma og Pernille dog ind i soveværelset, hvor jeg har børnegitter for døren. Gaia går stadig helt bananas, når hun ser de andre hunde og Emma og Pernille er yderst utilfredse med, at de ikke må være i stuen.


Gaia graver bestandigt små huler til hvalpene af tæpperne - i sær inden hun forlader dem, hvilket hun meget nødigt gør - hun får mad på sengen, da hun nægter at forlade hvalpekassen.


19-12 - de vokser hurtigt


Dagen derpå 17-12-2010 - hos dyrlægen i dag til sundhedscheck - alt var fint - men turen var skrækkelig, da Gaia ikke ville afsted med sine hvalpe - hun skreg og hulkede hele vejen i bilen og prøvede at grave sig ind til sine hvalpe som var i bur - måske er der fremover ingen grund til at få dem undersøgt dagen efter - det er nok for stressende for Mamma..


Gaia og Pongo kuld f. 16.12.2010

Så har vi fået et nyt kuld i hvalpekassen. Det er nu 2. generation. Fødslen gik nemt - den første kom 15.15 og den sidste blev født 17.10. Gaias veer startede dog aftenen før - så det var en hård nat. Vi var totalt sneet inde - så havde der været komplikationer kunne vi ikke have kommet til dyrlæge - det var ikke en rar følelse. Gaia klarede selv det hele og er en fantastisk mor. Kuldet var på 4 hvalpe - en pige og tre hanner. Desværre mistede vi nr. 3 - Han var kæmpestor - næsten 400 g - og kom med benene først - og så sprang fosterhinden før fødslen - så han var dødfødt og kunne ikke vækkes til live trods alle vores anstrengelser. Sådan en har der været i alle de tre kuld jeg har fået - og det syns jeg bare er lidt træls. Men tre fine hvalpe er dejligt. :))) Dygtige Gaia. :)))


Sidste han blev født kl. 17.10 og vejede 314 g - freden sænker sig over hvalpekassen


Og så var der to - pigen blev født kl. 16.05 -  300 g - hun blev født i hvalpekassen


Gaia kigger beundrende og forundret på sin førstfødte - som alle andre nybagte mødre
 
Og her kom han så - Gaias førstfødte søn - stor kraftig dreng på 310 g f. kl. 15.15

Den førstfødte SKAL fødes i sofaen - trods ihærdige forsøg på at overtale den unge dame om at finde et andet sted.


Nu er det snart - der graves og pustes óg mases og vandres og tisses

Gaias mave dagen før fødslen

Gaias mave en uge før fødsel