1. uge

Tænk sig, så er der allerede gået en uge siden parringen. Æggene er nu befrugtede, men har endnu ikke fæstnet sig - hvis altså...

Emma plejer at gå løs, når vi går tur, men jeg tør ikke rigtig slippe hende løs nu. Det er lidt besværligt at have hende i snor. Men dels ligger sneen meterhøj de fleste steder og jeg tror ikke hun har godt af de høje hop og de mange kræfter der skal til for at pløje sig gennem sneen, så hun har nok bedst af at blive på stierne. Dels kender jeg jo min kære Emma. Jeg ved jo godt, at hun ikke nøjes med den mad, jeg serverer for hende i madskålen - men at hun i stor udstrækning finder sine egne menuer rundt omkring - pt er der masser af foderbrætter til fuglene, som hun går på rov på - og jeg tror, at hvis hun er drægtig, så har hun nok bedst af den mad, jeg giver  hende.

Sidste gang fik hun almindelig mad til midt i drægtigheden. Denne gang har jeg valgt at lytte til nogle andre råd, der siger, man skal give specialfoder fra første dag i løbetiden. Set i lyset af at menneskekvinder faktisk også rådes til at tage ekstra vitaminer fra den dag, de begynder at planlægge graviditeten, finder jeg rådet rimeligt.

Jeg har måttet give Emma en god gang pedicure et par gange siden vi kom hjem fra Norge. Undervejs på turen måtte jeg jo lufte Emma et par gange på diverse benzinstationer - og al det salt der gør godt for bilister, er faktisk ikke så godt for hundepoter. Så da vi kom hjem gik hun i gang med at æde sine egne poter - de generede hende tydeligvis. Nu er det sådan, at genen helst ikke må udvikle sig til eksem, da man ikke må bruge eksemsalver til drægtige tæver. Så jeg håber, jeg har fået taget det i opløbet. Jeg vaskede hendes poter omhyggeligt og klippede mest muligt hår væk mellem trædepuderne, så der kom lidt luft til. Så fik fødderne en ordentlig gang Aloe Vera gele både på og mellem trædepuderne og til sidst fik trædepuderne en gang potevoks. Emma har kun en gang før haft problemer med salt, men dengang gjorde jeg det til en vane om vinteren altid at skylle hendes poter, når vi kom hjem og siden har der ikke været problemer. Da der ikke bliver saltet her, hvor vi bor nu, har jeg helt glemt denne vane. Men jeg tror, det er gået i sig selv igen - Emma er holdt op med at slikke tæerne hele tiden nu.

Man må iøvrigt heller ikke give en drægtig tæve Frontline eller andet gift mod utøj - gad vidst hvad man så gør, hvis hun skulle være så uheldig at få sådan noget kravl. Nå, det sker trods alt ikke så tit, og med denne hårde vinter er der vel ikke så meget af den slags - håber jeg.

Emmas adfærd er svagt ændret på et par områder - men det behøver ikke være tegn på, at hun er drægtig - løbetiden alene giver af og til visse adfærdsændringer. Men hun hopper ikke op i sofaen længere - det er ellers hendes yndlingssovested. I morges måtte hun lige holde en lille pause, da hun havde spist halvdelen af maden - det er kun set en gang før - nemlig sidst hun var drægtig. Endelig skældte hun ud på sin datter Gaia - hun er ellers overtålmodig og forkæler det pigebarn, så det næsten er for meget - så jeg lod som om jeg ikke så det, og frydede mig rigtig meget indeni - det har hun nemlig fortjent rigtig længe. :) Gaia er nogen gange slem til at drille sin mor.

Foto i dette indlæg er Bendik som sitter pænt.

Dating i Norge

Da alt var i orden drog vi afsted søndag formiddag d. 14. februar. Vejene var perfekte gennem Sverige og Norge - (Danmark burde lære sig snerydning af disse lande!!!) ovenikøbet oplyste fra den norske grænse til Oslo. Det var luxus. I Oslo gik det selvfølgelig galt - vi kunne ikke finde vej gennem Oslo og kørte rundt i Oslos undergrund (tunler) et par timer. Jeg hedder ikke stifinder til efternavn! Selv min GPS opgav Oslo! Så fandt jeg en alternativ måde at bruge gps'en på. Jeg kørte rundt helt på lykke og fromme og i stedet for at lytte på gps'en kiggede jeg på det antal km der var til destinationen. Og så lykkedes det. Hver gang km-tallet steg kørte jeg en anden vej og til sidst var vi fremme. Hmm...

Bendik og Emma kunne tydeligvis godt lide hinanden. Emma var ikke nær så skrap som hun plejer at være overfor nærgående hanner, meeeen hun satte grænser. Om det var fordi hun ikke var parat endnu, eller om hun blot ikke bider på krogen ved første date, det vides ikke.

Men dagen efter var hun klar, ligesom senere samme dag og igen næste morgen.

Jeg må sige, jeg faldt pladask for Bendik. Han er en meget flot hund, temmelig lys i pelsen med en meget god pelstype. Kroppen var lige som den skulle være og så har han nogle ordentlige benstammer - han lignede næsten en bjørn - med perfekte vinkler. Det bedste er dog hans temperament. Bendik er noget af det mildeste og blideste,  man kan tænke sig - kærlig, kælen og god. Og tænk engang - ret udenfor haven var en offentlig sti, som blev benyttet vældig meget, men Bendik bjeffede stort set aldrig af de folk, der gik der. Ok, så havde han jo også damebesøg! Men alt i alt - Emma og Bendik var et vældig flot par - de passede bare sammen som hånd i handske både i udseende og temperament. Så jeg er vældig tilfreds med, at han skal være far til Emmas næste kuld og tror på nogle herlige hvalpe.

Vi havde et par meget hyggelige dage i Norge sammen med Bendik og hans forældre, og så håber vi bare, der kommer hvalpe ud af det. I al fald har vi endnu engang mødt den store norske gæstfrihed og takker Bendiks forældre så meget for nogle dejlige dage i Norge.

Hjemturen gik forresten perfekt. Det lykkedes mig at finde ringvejen udenom Oslo, så vi ikke blev fanget der og selvom vi mødte et par snebyger på hjemturen, var vejene stadig fine.Vi hentede Gaia på hjemturen, og hun havde haft nogle dejlige dage og havde ordentlig hygget sig og vi var altså hjemme igen allerede tirsdag nat.

Emma parrede sig altså på 17. og 18. dagen denne gang, og jeg håber, det går an. Hvis sæden lever i tre døgn, så skulle den kunne holde til 21. dagen, og senere end det, kan hun næppe have haft ægløsning.

Før-parring

Så kom Emma i løbetid. Den 29. januar observerede jeg de første bloddryp. Og så kommer den svære tid - hvornår er Emma klar? Normale hunde er klar ca. på 10. - 14. dagen - men Emma har jo tidligere vist at hun ikke er helt normal. :) Sidst parrede hun sig på 18, 19 og 20. dagen. Men ingen ved om hun altid er så sent ude.

Da vi tilligemed skulle helt til Norge, så måtte jeg være meget sikker på dagen. Så på 10. dagen (mandag d. 8. feb.)  måtte jeg til dyrlæge og få taget blodprøve og testet blodets progesteron. Samtidig fik hun ormekur og en 4-ugers attest, så hun var klar til rejsen nordpå. Ingen tegn på ægløsning - p-indhold på 1. Vi måtte gentage proceduren onsdag d. 10 og her fik hun også taget udskrab af livmoder. Ingen stigning i p-indhold eller andre tegn på kommende ægløsning.

Tilbage til dyrlæge for 3. gang fredag d. 12, da blodprøven kun kan forudse 1 døgn. Nu var der en svag stigning til 2 - men p-indholdet skal op på 4 før der er ægløsning. Vi var nu kommet til 14. dagen, og jeg besluttede, at jeg måtte afsted søndag. Det var 16. dagen, og jeg kunne ikke vente til mandag, da jeg kunne risikere, det blev for sent.

I ugens løb planlagde jeg rejsen - hvordan skulle jeg tage til Norge - du milde, hvor det var svært at beslutte. Vi har det værste snefald i mands minde, og jeg HADER at køre på sne- og isglatte veje. Oslo-København færgen var det oplagte valg - men der må man ikke have hund med. Så var der toget. Ok, jeg elsker at køre tog - men det viste sig meget indviklet at komme til Oslo via tog og en masse skift skulle passe sammen. Her fandt jeg forresten ud af at i Sverige må hunde køre gratis med toget uden at skulle sidde i en tåbelig taske, mens reglerne i Norge og Danmark er ens - hvis hunden kan være i en taske, så er den gratis.

Så jeg gik på oprydningstogt i gemmerne for at finde en taske Emma kunne være i. Og det lykkedes, og for gode ord og mange godbidder,  fik jeg hende proppet ned i tasken. Jeg kunne ikke bære hende i den, men tænker, at bare hun ville ligge i den, når kontrolløren kom forbi, kunne det vel gå an.

Men af to onder - tilsidst endte det med bilen - jeg skulle jo aflevere Gaia på vejen og med alle de skift kunne jeg ikke overskue togturen - og jeg var utrolig heldig med vejret, så bilen viste sig at være det rigtige valg. Pudsigt nok var der snestorm både før og efter vores Norgestur, men vejene var ok, lige de dage,  hvor vi kørte. Hvor heldig har man lov at være - tak kære vejr. :)))

Så Emma slap for tasken og vi kom både frem og tilbage i god behold.