søndag den 25. april 2010

Til skræk og advarsel - bil og hund og det uventede

De fleste hundefødsler forløber normalt - nogle er problematiske - men mor-hundens liv er sjældent i større fare, end at en dyrlæge kan klare ærterne. Således heller ikke ved denne fødsel.

Altså.... lige indtil 4.dagen, hvor jeg udsatte Emma for en alvorlig risiko. Noget var galt og jeg fik tid hos dyrlægen i onsdags- selvsamme dyrlæge som havde assisteret ved fødslen og på hvis klinik vi allerede havde tilbragt mange mange, ja alt for mange ubehagelige timer.

Nu er Emma jo ikke sådan en slags hund der stikker af, så snoren fungerer vel nærmest som sådan en slags kosmetisk ting, som hun har på, fordi det nu engang hører sig til, når man går ved trafikerede veje, men hun er ALTID i snor sådanne steder, da der ikke findes en eneste god grund til ikke at være i snor på steder, hvor hun alligevel ikke kan løbe omkring. Da vi ankommer til dyrlægen hopper hun ud af bilen og jeg har hendes snor sikkert i hånden - snoren er sikkert fæstnet i halsbåndet som sidder sikkert på Emma - så langt så godt.

Emma har aldrig været bange for dyrlæger, så dumme mig tænker ikke på, at Emma måske ikke synes, det er det fedeste i verden er at besøge et sted, hvor hun for få dage siden oplevede rigtig mange ubehageligheder.

Så hun går i bakgear - halsbåndet glider over hovedet og vupti er Emma væk.  Da jeg kalder, reagerer hun end ikke ved at vende hovedet. Få meter derfra ligger en stærkt befærdet landevej, hvor bilerne altid kører alt for stærkt. Da må jeg sige det løber mig koldt ned ad ryggen. Heldigvis krydser hun ikke vejen - faktisk har jeg mistanke om, at Emma er trafiksikker, men jeg har ikke lyst til at teste det. :) Efter ca. 500 m i stærkt trav med mig løøøbende panikslagen efter sig besinder hun sig og tænker vel at et liv alene på landevejen måske trods alt er værre end at skulle ind til dyrlægen - og hun kommer frivilligt hen til mig med logrende hale - ok, siger hun, jeg følger dig gennem tykt og tyndt - selv til dyrlægen - hvis du passer på mig.

Historien endte godt - men jeg fik vist lige en lærestreg - en hund i panik tænker ikke. Og det gode - allerede næste gang - i fredags - var hun i bedring for sin dyrlægefrygt - inderst inde tror jeg godt hun ved, at dyrlægen er en hjælper i nødens stund, som ikke vil noget ondt. Men som hundeejer skal man forsøge at forudse sådanne episoder - for det her kunne have gået grueligt galt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar